Afbræk fra eksamenslæsning

Der bliver knoklet! Mere kan jeg ikke sige. I morgen står den på mikroøkonomi, og jeg har i dag nedprioriteret alt for at få læst. Det vil også sige dagens løbetur. Måske kunne jeg have haft godt af at tage afsted, men synes det var vigtigere at få studeret. Så fra i morgen kl. 17, kan jeg vende tankerne (en lille smule) tilbage mod træning.

Min hjerne sagde stop for en times tid siden, så jeg tillod mig at tage et afbræk fra læsningen. Heldigvis var det nyeste Løbemagasinet landet i postkassen i dag! Wee! Så bliver det ikke en bedre pause.

20131128-222346.jpgJeg føler mig godt nok ikke særlig sikker til i morgen, men jeg må tage det som det kommer. Jeg er jo også ret ny indenfor det med at studere på uni. 🙂 Der er mange formler og udtryk som skal oversættes fra engelsk til dansk OG læres udenad. Det må vel komme på et tidspunkt!

Lørdag skal der løbes, og jeg glæder mig allerede!

Er der egentlig nogen af jer der har prøvet Bornholmer Etapen? Synes det ser ret sjovt ud! 🙂

Husk forresten at kigge forbi Bloglovin‘ og følg mig der, hvis I vil holde øje med hvornår jeg har noget nyt 🙂

STAY FIT!

Løbetur og morgenyoga

I går modtog jeg en besked fra arbejdet, at der ikke var noget at lave, så jeg kunne bare holde fri. Det udnyttede jeg til at give mig selv en time på sofaen med benene oppe og en løbetur, inden min eftermiddagsforelæsning kl. 15.20. Det blev til:

5 min., 810 m opvarmning
27:43, 5 km alm. løb
5 min., 800 m afjog

I alt 6,61 km på 37:43.

Her til morgen var vores tidlige mikroøkonomiforelæsning aflyst, så jeg benyttede muligheden for at tage et morgenyogahold i Fitness World. Det var desværre ikke den bedste yogaoplevelse jeg har haft, og jeg har efterhånden dyrket det nogle år. Underviseren virkede ikke til at have kendskab til øvelserne, og havde ingen kontakt med de tilmeldte. Så det bliver desværre ikke et hold jeg fremover vil deltage i.

På fredag har jeg eksamen, så jeg kommer nok til at være lidt fraværende, da der skal terpes mikroøkonomi de næste par dage! 🙂

STAY FIT!

Eksamenspres!

Puha, det har ikke været en hel let uge. I går sad jeg og klarede det sidste på min to ugers statistikeksamensopgave, da Word valgte at gøre *et eller andet* med dokumentet, så jeg pludselig ikke kunne åbne det. Det var en nervepirrende time, mens en af mine venner arbejdede på sagen, men jeg fik dokumentet igen! Desværre skete præcis det samme for en anden fra studiet, kl. 1 i nat, og jeg er virkelig ked af det på hendes vegne. Hvis ikke jeg havde kendt ham min ven, så havde jeg stadig siddet på nuværende tidspunkt og skrevet opgave…

Anyways, ud og løbe, det kom jeg nu stadig i går! Det blev til 7,1 km på 40:35 min. i det kolde danske vintervejr. Brrr! Det er nu rart at have sit løb, specielt når man sidder og sveder over computeren så mange timer som jeg gjorde i går. Nu har jeg afleveret opgaven, men det betyder nu ikke det er slut. På fredag har jeg midtvejsprøve i mikroøkonomi, så på den igen med bøgerne.

I må have en dejlig mandag og forhåbentlig en god start på ugen.

STAY FIT!

Dagens løbetur; ny PR!

Selvom mit hoved, fornuften, maven og hoften sagde nej, skreg mine ben ja, da jeg trak i løbetøjet. Jeg var taget på arbejde i morges, men da der ikke var særlig meget at lave, sagde jeg god weekend, og tog hjem for at arbejde på min eksamen. Men den løbetur som jeg egentlig skulle have klaret i går, sad i baghovedet og nagede mig, så jeg besluttede mig for at give den en chance – hvis nu det gjorde for ondt, så ville jeg selvfølgelig stoppe.

Jeg fløj afsted, men gav stadig mig selv valget mellem de to løbeture jeg mangler i denne uge; en på 8 km og en på 5,5 km. Jeg kunne hele tiden ombestemme mig, men jeg endte med at satse på den “lange” tur – og det endte med en personlig bedste på 10 km! Turen så således ud:

0,9 km opvarmning
8 km i tiden 44:15 min
1,1 km afjog

I alt 10 km på 55:10, hvor min tidligere rekord lå på 55:38; altså en forbedring på 28 sek.! Jeg var pavestolt, men tænkte som altid, “det kunne jeg have gjort hurtigere”. Jeg er ikke særlig god til at acceptere rekorder, for jeg er altid overbevist om at jeg kunne have gjort det lidt bedre. Ligesom i september, da jeg løb halvmaraton på 2:00:19 – på trods af 17 min. forbedring fra sidste gang, så var jeg ikke tilfreds med de #&!?%! 19 sekunder der gjorde at jeg ikke kom under to timer. Jeg fik nu stadig stor ros for min præstation, så lidt stolt var jeg nu stadig.

I aften står den på Ladies Night med en af mine allerbedste ladies. Sushi ad libitum og gratis champagne i en hel time – jo tak! Og nu kan jeg endda gøre det med god samvittighed…

STAY FIT!

Dagens manglende træning

Jeg havde egentlig sat alarm og det hele, så jeg kunne komme ud og klare dagens løbetur. Faktisk stod der også organisationsanalyse på skemaet, hvor vi skulle have en gruppeaflevering retur. Men Moder Natur vil ikke lade mig komme udenfor i dag, og gør alt i hendes magt for at bremse mig..

Det er femte dag i streg med menstruationskramper, og selvom jeg ikke er helt sikker, så påvirker det måske også mit skæve bækken, så min hofte gør mindst ligeså ondt. Jeg kan ikke rigtig stå, gå eller ligge ned, så mens jeg popper Ipren’er, besluttede jeg mig for at give op og vifte det hvide flag og lade mig omfavne af dyner og varme.

Please vær væk snart! 🙁 Jeg vil løbe!

Og så har jeg champagne og sushi date med en veninde i morgen, som jeg ikke vil aflyse!

STAY FIT!