Skrev en mail til Sparta i går, at jeg gerne vil have udskudt min start til 2015. Egentlig havde jeg bare planlagt at lade vær med at møde op, men hvis jeg nu skulle få den skøre idé at forsøge igen i ’15, så kunne jeg jo ligeså godt spare pengene, og anvende den billet jeg allerde har.
I det øjeblik jeg sendte mailen, føltes det som om et ton løftede sig fra mine skuldre. Alt stress omkring at blive klar, forsvandt, og overskuddet kom tilbage. Det kom så meget tilbage, at jeg faktisk også fik min lyst til at løbe maraton tilbage! Altså, ikke at jeg vil løbe et nu, men lysten til at træne ordentligt op til et løb, og ikke følge mit program halvhjertet. Så indtil videre er jeg klar på at træne mig op til CPH Marathon 2015, men om H. C. Andersen 2014 måske skulle snige sig ned i indkøbskurven, det kan jeg ikke helt benægte endnu… en ting er dog relativ sikkert, og det er Powerade Copenhagen Half Marathon. Det er et godt løb, og jeg er frisk på at deltage igen i år. 🙂
Jeg har googlet og læst mig halvblind i de tusindvis af gode råd, der eksisterer omkring løb og motivation. Selvom meget af det man læser, er kliché, så giver det alligevel et lille boost, at vide man ikke er den eneste. Senest faldt jeg over denne artikel, fra loeberne.dk. Det er efterhånden nogle råd jeg har læst flere gange, men det er helt klart de bedste jeg er kommet frem til, for at afskrække mig selv fra tanken om maraton.
Jeg vælger ofte at tage rester med på arbejde, både for at spare penge og undgå madspild. Det gør jeg ofte, og min madpakke består altid af en blandet salat/udskårne grøntsager og en form for protein (kylling, æg, eller fisk).
I dag består den af salatresten fra aftensmaden i går (blandet grøn salat, cherrytomat, rød peber, oliven, og olie/eddike dressing), et halvt kyllingebryst (også fra i går) spædet op med en avocado. En typisk frokost for mig. Hvilket mine tætteste kollegaer efterhånden også er vant til, og derfor ikke kommentere min “ultrasunde” madpakke.
På sådan en typisk fredag, spiser vi gerne en hurtigt frokost ved skrivebordet, så vi kan komme lidt hurtigere hjem. Derfor gik jeg ud i køkkenet for at anrette min medbragte mad, da vi har faciliteterne til det. En af mine kollegaer (som jeg ikke kender, da vi er ca. 500 ansatte) kommer ud og skal hente kaffe. Han kigger på min mad, og smider bemærkningen, “puha, det ser godt nok sundt ud”.
Ja, det er det også. Men hvorfor understrege det? Jeg elsker sådan noget mad, og nyder det. Jeg tvinger ikke mig selv til at spise sundt, og elsker at lave en lækker madpakke spækket med grønt. Jeg siger bare henkastet, at det jo bare er resterne fra aftensmaden, jeg lige fik presset ned i en boks, men igen kommer, “en meget sund aftensmad, hva’?”. Ja, det var den. Men hvorfor udpensle at min mad er sund?
Jeg spiser selvfølgelig også ind imellem i kantinen, hvor jeg gerne fylder tallerkenen med masser af grønt, det kylling eller fisk der nu bliver serveret, og en skive rugbrød. I starten fik jeg også kommentarer, om hvordan jeg valgte alt det sunde fra bordet, istedet for at lave tre højt belagte. Jeg elsker et stykke højt belagt, helt sikkert, men jeg ved også hvad min krop har det bedst med, og hvad der giver mig den bedste energi – derfor vælger jeg den slags mad fra kantinen. Heldigvis er der ingen der siger noget til det længere, for de har lært at sådan er mine madvaner.
Hvis jeg så en kollega med en pizza, ville jeg aldrig sige, “puha, det ser godt nok usundt ud!”. Aldrig. Generelt synes jeg ikke man skal kommentere andres mad, medmindre man siger, “det ser godt nok lækkert ud”. Det er ligeså vel, som at du ikke udpeger at en person har en bums i panden, har en dårlig hårdag, eller lignende. Just don’t.
Okay, det lyder måske lidt forvirrende. Men jeg blev faktisk lidt arrig. Det er absolut ikke første gang jeg får den kommentar, og jeg forstår ikke at det er nødvendigt for en person at understrege, at ens mad ser for sund ud. Jeg kan godt lide grøntsager og kylling. Og lad mig spise det i fred, uden kommentarer. Tak.
Det er måske en voldsom udmelding, men jeg er blevet træt af at løbe.
Det kræver nok også en udpensling: jeg er blevet træt af at løbe langt. Jeg er træt af de krav jeg stiller mig selv, de forventninger jeg har i forhold til mig selv, og frygten for hvordan andre betragter mit løb. Alle disse følelser kommer i forbindelse med at skulle løbe maraton. Jeg har vitterligt ikke lyst til at skulle løbe et maraton, om cirka tre uger. Virkelig ikke. På den ene side skræmmer distancen mig (stadig), hvilket gør at jeg er kommet til den konklusion, at jeg simpelthen ikke er klar.
Jeg er ikke et disciplineret nok menneske, til at kunne træne ordentlig op til et maraton. Halvmaratondistancen skræmmer mig ikke, hvilket jeg er meget taknemlig for. Den er egentlig meget sjov, men samtidig udfordrende. Men ved tanken om maraton, der står jeg helt af.
Og så undrer man sig nok, for Camilla; har du ikke løbet et maraton? Jo, det har jeg. Det er skam helt rigtigt. Jeg løb jo i 2012, og det var jo en ubeskrivelig oplevelse. Men det var samtidig et helvede. Jeg havde på ingen måde trænet mig godt nok op til løbet, hvilket gjorde at jeg præsterede virkelig dårligt, og deraf skuffede mig selv.
Den skuffede følelse kan være altødelæggende for ens selvværd, og det kan ikke passe at en hobby skal ødelægge en. Jeg bliver på det nærmeste angst, ved tanken om at skulle stå ved startlinjen om nogle uger, og præsterer. For jeg ved allerede nu, at det kan jeg ikke. Jeg har ikke nok kilometer i benene, og vil højst sandsynligt ende med at skade mig selv. Udover den fysiske smerte, er jeg ikke sikker på at jeg kan klare den psykiske smerte ved at skuffe mig selv (igen).
Jeg har sat mine forventninger til mine evner som løber op til noget, der lige nu er totalt urealistisk for mig. Jeg er bare ikke så dygtig, som jeg gerne vil være. Der er så mange, der har løbet kortere tid en jeg selv, og er langt bedre, hurtigere og stærkere. Ubevidst er jeg nok overbevist om, at jeg ved tankens kraft, kan træne. Men det kan jeg ikke. Jeg bliver ikke en bedre løber af at tænke på at løbe langt. Eller jo, det gør man, men man bliver også nødt til at gøre det fysiske arbejde, for netop ikke at blive skuffet.
Den 18. maj vil jeg ikke stå ved startlinjen. Jeg vil ikke skuffe mig selv, ved at præstere under det krav jeg sætter mig til selv – der til gengæld er alt for højt.
De små distancer, som 5 og 10 km, synes jeg stadig er skægge. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre noget ved min korte distancer-form, og lægger langdistance på hylden. Jeg er bare ikke der lige nu, og har brug for succesoplevelser, for at få mit træningsselvværd op igen. Slut med at tænke på langdistanceløb, som egentlig bare stresser mig, fordi jeg aldrig får trænet nok. Selvom min veninde så sent som i sidste uge, kaldte mig veltrænet. Det har jeg svært ved selv at se, og derfor skal der gøres noget ved det. Derfor bliver der skruet ned for niveauet og forventningerne, og så må jeg tage den derfra.
Andre der har prøvet at ramme muren, i forhold til træning og forventninger?
Håber alle nyder det her absolut pragtfulde vejr, som vi har været så heldige at få på vores fridage.
Min familie og jeg fejrede i går min oldemors 97 års fødselsdag, som bød på kaffe og kage ude i hendes lille have. Det var simpelthen så skønt, og vi hyggede os, endda i længere tid end hvad jeg regnede med min oldemor kunne holde til. Hun elsker den første forårssol, og det er næsten som at se heste og køer blive lukket på græs efter en lang vinter, når hun sætter sig i en solstribe.
Efter fødselsdagen, tog jeg med mine forældre hjem, hvor jeg hoppede direkte i løbeskoene, og luntede en lille tur på 5 km. Jeg havde ikke lige brugt hovedet da jeg pakkede min taske, så havde kun shorts og t-shirt med til at løbe i. Heldigvis var det nok tøj at have på, og jeg nød virkelig at jeg kl. 18 kunne løbe i så lidt tøj. Turen gik helt fint, men mit GPS-ur opfører sig virkelig mærkeligt. Har lige haft sat det til min computer, og kan se at den ikke har registreret at få forbindelse til GPS, selvom den viste det, da jeg løb. Ikke bare turen i går, men de sidste fire ture har åbenbart ikke haft forbindelse – på trods af bekræftende bip fra uret. Hmm..
Nyd solskinnet, kom ud og rør jer og hyg jer med jeres familie og venner! Det har jeg i hvert gjort og planlægger fortsat at gøre her i påsken.
Juhuu! Jeg har været ude og løbe i dag, og jeg nød det i fulde drag.
Det endte med en lille tur på 3,5 km, fordi jeg gerne ville være på den meget sikre side. Jeg kunne godt mærke stødende oppe i min (manglende) tand, så jeg tog det i et meget meget roligt tempo. Men med det smukke vejr der er i dag, nød jeg bare at kunne trille rundt om søerne i et behageligt tempo.
Jeg synes jeg kan mærke min gnist tændes, og min løbelyst er faktisk at spotte ude i horisonten. Stille og rolig. Jeg vil selvfølgelig ikke presse noget, men jeg er meget positiv omkring at få min lyst tilbage. Specielt da jeg under min løbetur, ikke kunne tænke på andet end at løbe maraton. Faktisk, synes jeg at jeg kunne mærke en smule glæde ved det.
Jeg har virkelig også tænkt over det, læst artikler og kigget i bøger, for bare at få et eller andet svar på hvad der sker i mit hoved. Det der er tilbagevendende, når jeg tænker på hvad jeg har læst, er noget jeg læste om det med at være løber og de ture man oplever. For selvfølgelig har man gode og dårlige ture, men denne her person beskrev flere slags ture man kunne opleve. Jeg har haft dårlige løbeture, men som forfatteren skrev, så kan man også have nogle ture hvor det bare er helt forfærdeligt, turen gik rigtig dårlig, man føler sig rigtig skidt tilpas, og man har aldrig lyst til at tage løbesko på igen.
Og det var jo det jeg oplevede til VM. Det var bare en rigtig – på godt gammeldags dansk – lorte løbetur. Det kunne næsten ikke have været værre, og selvfølgelig bliver man helt ude af den. Men når man nu også oplever sådan noget, så synes jeg også at det er i orden lige at sætte løbeskoene på hylden og tage en pause. Det er noget man skal komme sig over, for det er virkelig hårdt for psyken. Så kan man lave nogle andre ting, svømme, cykle, danse, hvad der nu ellers interesserer en.
Men nu er der også gået et par uger, og jeg har fået oplevelsen på afstand. Timingen kunne have været bedre, men sket er sket, og nu tager jeg det som det kommer. Jeg håber på at jeg næste weekend kan komme ud og løbe en tur på 25-30 km, bare for at mærke hvor min form ligger på langdistance.
