Træt af at løbe..

Det er måske en voldsom udmelding, men jeg er blevet træt af at løbe.

Det kræver nok også en udpensling: jeg er blevet træt af at løbe langt. Jeg er træt af de krav jeg stiller mig selv, de forventninger jeg har i forhold til mig selv, og frygten for hvordan andre betragter mit løb. Alle disse følelser kommer i forbindelse med at skulle løbe maraton. Jeg har vitterligt ikke lyst til at skulle løbe et maraton, om cirka tre uger. Virkelig ikke. På den ene side skræmmer distancen mig (stadig), hvilket gør at jeg er kommet til den konklusion, at jeg simpelthen ikke er klar.

Jeg er ikke et disciplineret nok menneske, til at kunne træne ordentlig op til et maraton. Halvmaratondistancen skræmmer mig ikke, hvilket jeg er meget taknemlig for. Den er egentlig meget sjov, men samtidig udfordrende. Men ved tanken om maraton, der står jeg helt af.

Og så undrer man sig nok, for Camilla; har du ikke løbet et maraton? Jo, det har jeg. Det er skam helt rigtigt. Jeg løb jo i 2012, og det var jo en ubeskrivelig oplevelse. Men det var samtidig et helvede. Jeg havde på ingen måde trænet mig godt nok op til løbet, hvilket gjorde at jeg præsterede virkelig dårligt, og deraf skuffede mig selv.

Den skuffede følelse kan være altødelæggende for ens selvværd, og det kan ikke passe at en hobby skal ødelægge en. Jeg bliver på det nærmeste angst, ved tanken om at skulle stå ved startlinjen om nogle uger, og præsterer. For jeg ved allerede nu, at det kan jeg ikke. Jeg har ikke nok kilometer i benene, og vil højst sandsynligt ende med at skade mig selv. Udover den fysiske smerte, er jeg ikke sikker på at jeg kan klare den psykiske smerte ved at skuffe mig selv (igen).

Jeg har sat mine forventninger til mine evner som løber op til noget, der lige nu er totalt urealistisk for mig. Jeg er bare ikke så dygtig, som jeg gerne vil være. Der er så mange, der har løbet kortere tid en jeg selv, og er langt bedre, hurtigere og stærkere. Ubevidst er jeg nok overbevist om, at jeg ved tankens kraft, kan træne. Men det kan jeg ikke. Jeg bliver ikke en bedre løber af at tænke på at løbe langt. Eller jo, det gør man, men man bliver også nødt til at gøre det fysiske arbejde, for netop ikke at blive skuffet.

Den 18. maj vil jeg ikke stå ved startlinjen. Jeg vil ikke skuffe mig selv, ved at præstere under det krav jeg sætter mig til selv – der til gengæld er alt for højt.

De små distancer, som 5 og 10 km, synes jeg stadig er skægge. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre noget ved min korte distancer-form, og lægger langdistance på hylden. Jeg er bare ikke der lige nu, og har brug for succesoplevelser, for at få mit træningsselvværd op igen. Slut med at tænke på langdistanceløb, som egentlig bare stresser mig, fordi jeg aldrig får trænet nok. Selvom min veninde så sent som i sidste uge, kaldte mig veltrænet. Det har jeg svært ved selv at se, og derfor skal der gøres noget ved det. Derfor bliver der skruet ned for niveauet og forventningerne, og så må jeg tage den derfra.

Andre der har prøvet at ramme muren, i forhold til træning og forventninger?

STAY HEALTHY!