På den igen (ikke træningsrelateret indlæg)

Nu har vi rundet den første marts, den første dag i foråret, og min lillebrors fødselsdag.

Marts er ikke en måned jeg ligefrem har set frem til, da den står på reeksamener og en enkelt midtvejsprøve i makroøkonomi. Marts skal i mit tilfælde bare overstås, da jeg den første weekend i april har et fly til Milano, som kalder på mig.

Jeg er på vej ind i eksamenskrise (igen), og jeg har slet ikke været mentalt på toppen de sidste par uger. Heldigvis har jeg haft mit løb og træning til at holde mig nogenlunde fornuftig, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden mine meditative løbeture!

Jeg er totalt eksamensangst, både til skriftlige og mundtlige – har jeg lært nu. Jeg troede altid at skriftlige eksamener var mit særområde, men efter at have startet på CBS, er det glansbillede godt og grundigt ødelagt. Når jeg åbner den udleverede opgave, er det som om der er en der tænder for en hane til min hjerne, og jeg kan næsten mærke hvordan al den viden jeg har forsøgt at lære, siver stille og rolig ud. Så sidder jeg der, helt tom i hovedet, og kan ikke svare på hvad 1+1 er.

Af specielt også den grund, har jeg genovervejet meget om jeg er det rigtige sted. Jeg vil stadig gerne læse økonomi, for jeg synes det er et spændende fag, men hører jeg til på CBS og på den linje jeg har valgt? Jeg tror jeg har sat CBS på en ikke-eksisterende piedestal, og jeg har syntes at der var prestige i at gå der. Men hvilket prestige er der i ikke at kunne følge med i undervisningen og dumpe alle sine eksamener?

Og er det det værd? Er det stressen og angsten værd? Niveauet er rigtig rigtig højt, og måske kan jeg bare ikke følge med. Det er svært at erkende, og det føles som et nederlag, men hvis jeg ved at jeg ville få mere selvtillid og generelt mere ud af at gå på en anden uddannelse, så burde jeg med stolthed kunne tage den beslutning. Eller også skulle jeg tage beslutningen om at forlænge min studietid. Jeg ved det ikke helt endnu.

Jeg snakkede med min chef i torsdags, og bad om to uger fri, til at kunne læse til alle prøverne her i marts. Tårerne ville ikke blive tilbage, og som den seje chef jeg nu har, sagde hun til mig, at intet studie eller arbejde var tårer værd. Hun er ikke den eneste der minder mig om det, både min kæreste, hans forældre – der begge er kandidater – og mine egen familie minder mig om at passe på mig selv. Specielt med det psykiske sygdomsforløb jeg har været igennem.
______

En ting jeg aldrig har været bange for, er at møde nye mennesker. Jeg holder rigtig meget af det, og jeg har gennem flere år startet på utrolig mange nye ting. Optimismen var der da også de første par uger, da jeg startede på mit hold på CBS, men det faldt hurtigt til jorden. Jeg endte på et hold uden sammenhold, og oplevede på min rustur at føle mig mobbet og udenfor. Det er uforståeligt, når man tænker på at vi altså er 24 år? Min studiegruppe er desværre ikke meget bedre (hvilket jeg nok har nævnt før), og jeg har derfor “kun” en på studiet jeg faktisk snakker med.

Og på det punkt føler jeg mig heldig, for hvis jeg ikke havde hende, så gik jeg ikke på CBS længere. Derfor er det også et mindre problem for mig, at hun sandsynligvis skifter linje her til sommer. Jeg støtter 100% at hun skal gøre det, men hvis hun ikke er der længere, så har jeg faktisk ingen på studiet. Endnu en grund til at overveje at skifte.

Men hvorfor gør jeg det ikke bare? Af den simple grund: jeg har gjort det for mange gange før. Nu må det snart stoppe, det her hopperi. Jeg bliver ikke yngre! Men hvis det er mit sidste hop (som jeg havde troet så mange gange før), så er det vel i orden?

Jeg har i hvert fald nogle ting der skal tænkes over. Og noget pensum der skal læses op på! Jeg vil i hvert fald kaste mig over makroøkonomi nu, og håbe på det bedste her på torsdag.

STAY HAPPY!