Når man mister lysten..

Jeg kan ikke helt finde ud af det.. 

Mit halvmaraton gik overhovedet ikke som forventet. Jovist, jeg kom under de to timer, hvilket er virkelig fedt. Men jeg havde faktisk regnet med et bedre resultat. Eller, jeg havde i hvert fald regnet med at jeg ville have haft det bedre under turen.

Jeg gav den for meget gas i starten – syntes jeg selv. Men da jeg kiggede mine mellemtider igennem, så jeg at min hurtigste fem km, var mellem km 10 og km 15. Det forstod jeg ikke, for hold da op hvor jeg kæmpede på det tidspunkt. Faktisk kæmpede jeg det meste af turen, fra det øjeblik jeg kom over startstregen. Jeg fløj den første kilometer, men de første kilometer får man altid foræret ved sådanne løbeevents. Jeg var høj af stemning, da jeg startede, men jeg var også gennemkold af at vente på at starte. Startskuddet lød jo 12:55, men min officielle starttid var først 13:33. Knap 40 min. stod jeg i skyggen af den Sorte Diamant, og klaprefrøs. Jeg fik selvfølgelig hurtig varmen, og der var flere steder på ruten, hvor jeg ville have ønsket det var ligeså koldt om i starten.

Jeg oplever at min form går op og ned. Ligesom med et vægttab, følger ens udvikling ikke en lineær kurve. Den går op og ned, for din krop er jo ikke en robot. Men når jeg er i en nede-periode, så plejer jeg nu at klare den alligevel. Jeg giver den hvad jeg kan, og er meget bevidst om at jeg “bare” har en dårlig periode, og jeg jo kommer stærkere ud på den anden side.

Men efter i lørdags, var jeg helt nede. Min gejst, min lyst, mit løbehumør. Det var totalt forsvundet. Jeg havde jo bare haft en dårlig løbetur, dem har jeg jo haft flere af. Jeg havde slået min personlige bedste, jeg var kommet under to timer – men hvor var glæden over dette? Tanken om at løbe igen, slog mig helt uden. Jeg havde på ingen måde lyst til at tage mine løbesko på igen. Aldrig nogensinde.

Jeg har været umotiveret før, men jeg har aldrig kunnet tage mig i nakken, ved at fortælle mig selv at det er godt for mig. Men i går kunne jeg slet ikke få sparket til mig selv.

Det var ret uhyggeligt at mangle lysten. Den har været der så længe. Den er aldrig forsvundet totalt. Men i går, så.. *puf*. Den var væk.

Jeg blev faktisk ret ked af det, for løb har jo betydet så meget for mig i flere år. Skulle jeg nu til at finde ud af noget andet? Hvad med alle dem jeg har involveret i mit løbeliv? Mine stolte forældre, venner og kæreste? Hvad med min blog på loeberne.dk? De bragte mig endda på forsiden..

Men nu har jeg sovet på den.. lysten er der stadig ikke, men jeg kan godt overbevise mig selv om, at jeg i morgen tager løbeskoene på, og tager ud. Så tager jeg det som det kommer, og håber jeg kan få tændt noget i mig igen.

Er der andre der pludselig har mistet lysten til sin passion?